Photography lab | Lectures
Foredrag

Er du interesseret i at booke et foredrag eller har du nogle spørgsmål, så ring på 26.84.40.43. eller send en mail på mail@helgatheilgaard.dk.

Socialt udsatte

Mit projekt om hjemløse i Danmark "De Rodløse" var en stor udfordring. Det at komme tæt på disse mennesker og vinde deres tillid var krævende, men da de først stod der i atelieret foran kameraet og jeg skulle tage portrætterne vidste jeg instinktivt, hvordan hver enkelt person var og med hvilket udgangspunkt jeg skulle fotografere dem ud fra. Det som gjorde det til noget særligt var, at jeg under optagelsen kunne spejle og genkende mig selv i de personer der stod overfor mig. Deres sårbarhed, angsten ved at være menneske, men også deres styrke og råhed.
Foredraget fortæller om at stå ansigt til ansigt med mennesker, som lever skjult og om mine metoder og oplevelser i arbejdsprocessen af dette projekt, der handler om at se de hjemløse i øjnene.


Fotografi som antropologisk studie

Øen i havet: ”Ligesom billedkunstnerne for snart 100 år siden transformerede velkendte motiver fra Christiansø til generelle udsagn om den tid de blev skabt i, fremlægger Helga C. Theilgaard rækken af individuelle portrætter og historien bag den enkelte som et samlet billede. Selvom den individuelle historie stadig står i centrum, gør mangfoldigheden det samlede billede universelt. Et billede der på en gang fortæller os om det helt særlige, og samtidig måske endnu mere om det alment menneskelige der, uanset hvor vi bor og lever, kan placere os på det yderste skær”
Museumsdirektør Lars Kjærulf Møller, Bornholms Kunstmuseum

Foredraget handler om mine oplevelser og tanker undervejs i arbejdet med projektet, hvordan jeg kom tæt på øboerne og hvordan det var at isolere sig fra mit eget liv igennem to vintre og være den iagttagende i så lille et samfund med blot 100 beboere.



Filmfotograf Henning Bendtsen

”Der er kun Dreyer for mig. Der er intet andet der tæller”

”Ordet og Lyset” er en portrætfilm, der sætter fokus på Henning Bendtsen som fotograf og menneske. Henning Bendtsen træder tilbage i sit gamle univers og genoplever tiden under filmatiseringen af Carl Th. Dreyers ”Ordet”.
”Ordet og Lyset” stiller skarpt på de visuelle tanker og kombinationen af den tekniske kunnen forenet med det kunstneriske udtryk. Filmen fanger sjælen bag kameraet med Henning Bendtsens fortælling om passionen og troen på hans arbejde - en film, der sætter fotografen i højsædet med kærlighed og nostalgi til sit fag.

Foredraget tager udgangspunkt i mit arbejde med filmen og mine mange samtaler med en af verdens dygtigste filmfotografer.
En fotograf, der ifølge den franske filminstruktør Truffaut har ”lavet det smukkeste hvide lys, der aldrig er lavet smukkere”.


Portrætfotograf Rigmor Mydtskov

”Intet er lige meget ellers kunne man jo ligeså godt opgive det hele”

I 1999 kom jeg i lære hos Rigmor Mydtskov, som hendes sidste elev. Da var hun 74 år. I mit foredrag fortæller jeg om mine år som hendes assistent, de daglige ritualer og de mange portrætteringer, hvor arbejdet med lyset og iscenesættelsen var essentielt. Det var år, hvor jeg befandt mig i en konstant proces af prøvelser og opdragelse ikke blot som fotograf, men også som menneske.